Ja, altså jeg har ikke gjort det. I hvert fald ikke for nyligt. Men det slog mig her den anden dag, at det fantastiske ved børnezoo er, at børnene er benovede simpelthen bare fordi kaninerne og gederne er der, og man kan røre ved dem, hvis man vil.
Sådan var det også i fredags på Grundtvigs Højskole for mange af mine medkursister på ugens litteraturkursus. Klaus Rifbjerg var på besøg, og gav et ikke dårligt men ganske ordinært og noget rutinepræget foredrag. Men alle var meget fascinrede – for han var jo lige der, og man kunne klappe ham, hvis man ville og turde.
Og han nåede slet ikke op på ugens to højdepunkter i form af Lars Bukdahl og Mette Moestrup – to personer der brændte ignnem, og som tydeligt følte det de sagde.
